Vis det fulde website

MediaWatch

Disney vil sige farvel til 32.000 ansatte

I første halvdel af 2021 vil Disney gennemføre afskedigelserne, der er en udløber af coronakrisen.

Foto: Frederic J. Brown/AFP/Ritzau Scanpix

Coronapandemien går så hårdt ud over Disneys temaparker, at koncernen nu varsler, at endnu flere ansatte må sige farvel til deres job.

Det skriver CNBC.

Dermed står 32.000 ansatte i den division, der omfatter temaparkerne, krydstogtlinjen og merchandise-forretningen, til at miste deres job, hvilket er 4000 flere, end Disney annoncerede i september.

Koncernen har i alt 155.000 ansatte i den division.

Afskedigelserne vil ske i første halvdel af 2021, skriver mediet.

Ifølge CNBC er Disneys temapark i Californien lukket, mens koncernen kun må lukke et begrænset antal mennesker ind i de resterende parker, der ligger i Florida, Paris, Tokyo, Hongkong og Shanghai.

Udover afskedigelserne blev omkring 37.000 ansatte, der ikke forventes at blive afskediget, sendt på orlov i starten af oktober.

Tidligere på måneden meddelte Disney, at driftsresultatet for divisionen endte i et minus på 1,1 mia. dollar i det forskudte fjerde kvartal på grund af covid-19-udbruddet.

Disney-aktien faldt onsdag med 1,6 pct. til 149,09 dollar, mens aktien steg 0,4 pct. i eftermarkedet.

Det amerikanske aktiemarked holder lukket torsdag på grund af Thanksgiving.

/ritzau/FINANS/

Tilmeld MediaWatch gratis nyhedsbrev

OBS: Det er gratis at modtage nyhedsbrevet.

Mere fra MediaWatch

Job

Se flere jobs