Vis det fulde website

MediaWatch

Bonnier Books køber størstedelen af norsk forlag

Bonniers forlagsgren udvider sin position i Skandinavien med købet af majoriteten af norsk forlag, som tidligere på året solgte sine danske og svenske aktiviteter til netop Bonnier.

Bonnier Books adm. direktør, Håkan Rudels (tv.) sammen med Alexander Henriksen, adm. direktør hos Strawberry Publishing samt medstifter Petter Stordalen. | Foto: Bonnier Books/PR

Det norske selskab Strawberry Publishing, der bl.a. står bag forlaget af samme navn, har indgået en aftale med svenske Bonnier Books, som overtager 70 pct. af forlagsselskabet. Det skriver Boktugg.

Bonnier Books bliver dermed hovedejer, mens de fire stiftere af Strawberry Publishing bevarer en ejerandel på 30 pct. Parterne oplyser ikke, hvor meget Bonnier Books har betalt for ejerandelen.

"Norden er vores marked, og det er strategisk vigtigt for at kunne styrke vores position i Norge. Det faktum, at Strawberrys forfattere, medarbejdere og ejere har gjort et så stort indtryk på det norske bogmarked på kort tid, er intet mindre end imponerende," siger Håkan Rudels, der er adm. direktør hos Bonnier Books, ifølge Boktugg.

Bonnier Books har i forvejen overtaget ejerskabet af Strawberry Publishings forretninger i Danmark og Sverige. I Danmark har det tidligere Strawberry skiftet navn til Alpha efter salget til Bonnier Books, der også driver forlaget Gutkind på det danske marked.

Strawberry Publishing har også forlaget Bastion Forlag i sin portefølje, der ligesom Strawberry også opererer på det norske marked. Handlen afventer at blive godkendt af de norske konkurrencemyndigheder.

Modtag nyhedsbreve fra MediaWatch

OBS: Det er gratis at modtage nyhedsbrevet.

Mere fra MediaWatch

Job

Se flere jobs