Vis det fulde website

MediaWatch

Tidligere statsminister bliver en del af podcast fra Egmont Publishing

Sammen med Anders Lund Madsen bliver tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen frontfigurer i ny podcast, som Egmont Publishings podcastplatform står bag.

Anders Lund Madsen, Zissel Astrid Kjertum-Mohr og Lars Løkke Rasmussen. | Foto: Martin Bubandt

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og journalist Anders Lund Madsen lægger navne til en ny podcast med titlen "Lund & Løkke". Podcasten bliver tilgængelig i Egmont Publishings podcast-app Talk Town, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

I "Lund & Løkke" vil Lars Løkke Rasmussen og Anders Lund Madsen rejse rundt i Danmark "for at vise hinanden – og os – det land, de begge er rundet af, og som former os alle sammen", skriver Egmont Publishing.

Med på rundrejsen er også Zissel Astrid Kjertum-Mohr, som skal formidle spørgsmål fra lytterne. Hun har tidligere været en del af programmet "Spørge Jørgen" på Radio24syv.

"Lidt tilfældigt kom Anders og jeg i samme læsegruppe for mere end 35 år siden, og jeg faldt pladask for hans finurlighed og store viden om stort set alting, som jeg nød i mange frikvarterer og på mange kaffebar-besøg. Han var simpelthen godt selskab. Nu har livet formet sig sådan, at der bliver tid til en stribe "frikvarterer" mere med Anders. Det glæder jeg mig ustyrligt til," udtaler Lars Løkke Rasmussen i meddelelsen.

De to første afsnit af "Lund & Løkke" udkommer torsdag og vil fremover blive præsenteret ugentligt.

Podcasten er ikke Anders Lund Madsens eneste tilstedeværelse på Talk Town. Tidligere på måneden blev han præsenteret som hovedmand bag podcasten "Manden, der drog ud i verden for at blive bange".

Talk Town så dagens lys i sommeren 2019. Pocasttjenesten er abonnementsfinansieret, men er gratis for printabonnenter på Egmont Publishings magasiner og ugeblade.

Mere fra MediaWatch

Job

Se flere jobs